Fester & Café

Gymnasietiden er et helt særlig periode af ungdomslivet. Ikke mindst på grund af fællesskab og fester! På Horsens Statsskole er der altid en fest rundt om hjørnet, og du kan være med til at skabe festerne som del af skolens forskellige udvalg.

HSG

Elevforeningen HSG på Horsens Statsskole bygger på en lang og farverig tradition. HSG består af elever, der arrangerer skolens store og berømte HSG-fester. 4-5 gange om året slår HSG dørene op for alle skolens elever til en kæmpe fest med diskotek, bar og hygge – hver gang med et nyt, kreativt tema. Alle kan stille op til HSG-udvalget, men det kræver sin mand/kvinde at blive én af de cirka 20 medlemmer, som foreningen består af. Bliver du en del af HSG, får du mulighed for at arrangere skøre og festlige indslag op til festerne og at stå for selve festerne. Udvalget står for alt det praktiske og økonomien og gør et kæmpe stykke arbejde. Du kan være med til at føre en lang tradition videre.

Festudvalget

Festudvalget består af 2 elever, lærere og en leder. Dette udvalg står for at arrangere og planlægge skolens større og traditionelle fester som skolefesten, dimissionsfesten, introfesten mv. Som medlem af dette udvalg kan du være med til at sætte et præg på de helt store øjeblikke for elever på Horsens Statsskole. Det kan fx være ved at bestemme hvilket band, der skal spille, hvilken mad der skal serveres, hvor meget øl der skal købes og meget meget mere.

Caféudvalget

Dette udvalg hører under elevrådet, og står for skolens fredagscaféer. Som medlem af dette udvalg er du med til at sætte rammerne for hvordan cafeerne her på skolen skal forløbe.