Spændende begivenheder

En hverdag som studerende på Horsens Statsskole er meget andet og mere end fag og lektier. Her på siden kan du læse mere om de begivenheder, som også er med til at gøre Horsens Statsskole til en rigtig god skole. Som en gammel, flot skole har vi mange traditioner – og så har vi sjov, hygge og fest i løbet af året.

Traditioner

På Horsens Statsskole er vi glade for at samles. Og mange blandt både elever og lærere indtager gerne scenen og optræder eller melder sig på holdet, når der dystes ved konkurrencer. Her kan du læse mere om skolens faste traditioner.

Musical

Hvert andet år opfører Horsens Statsskoles elever en musical og i de seneste år er følgende musicals blevet opført:

2008 Snedronningen

2010 Hair

2012 Alice på eventyr

2014 Farvel til Berlin

2016 The Magic Bullet

2018 Romeo og Julie

Skolefest

Den store årlige skolefest med jakkesæt, fine kjoler og lancier! Skolefesten afholdes i starten af marts med middag, livemusik og dans. Næste skolefest afholdes lørdag den 3. marts 2018.

Forårskoncert

Skolens musikhold, bigbandet og andre ensembler optræder ved forårskoncerten, som går for sig hvert år i, ja, foråret. Her inviteres forældre og andre interesserede altid til at komme som publikum. Næste forårskoncert afholdes onsdag den 25. april 2018.

Gammel elevfest

Hvert år afholder Horsens Statsskole en fest for tidligere elever. Gammel elevfest afholdes normalt den lørdag, der ligger tættest på skolens fødselsdag d. 17. november. Næste gang er lørdag den 18. november 2017.

Afgangsrevy

I maj fremfører afgangseleverne deres revy, som er et underholdende awardshow.

Fodboldkamp sidste skoledag

På afgangselevernes sidste skoledag mødes lærere og elever til en dramatisk fodboldkamp, hvor vinderholdet opnår både stor prestige og håneret.

Studieture

På Horsens Statsskole er rejser en vigtig del af uddannelsesforløbet, så på hver årgang er der en studierejse. Studierejserne er en del af undervisningen, og der deltager altid faglærere på rejsen.

Hamborg – 1g

Når 1g-eleverner er kommet godt i gang i deres nye studieretningsklasser i november måned, rejser de til Hamborg i tre dage. Afgang fra skolen er onsdag middag med hjemkomst fredag sidst på eftermiddagen. Alle klasser bor på det samme hotel, men har i øvrigt forskelligt program, som er sammensat af de to lærere, hver klasse har med.

I skoleåret 2017/18 er turen fra onsdag den 29. november til fredag den 1. december 2017.

Studieturen – 1h og 2g og 2h

I 1h og 2g tager alle klasser på en tur til udlandet i uge 12 (2018), mens 2h rejser i uge 38 (2017). Rejsemålet besluttes af klassens lærere. Det kan både være til klassiske rejsemål som fx Berlin, London, Wien eller Firenze, men vi oplever også klasser, som tager til destinationer som Sicilien eller Istanbul. Desuden har Horsens Statsskole en udvekslingsaftale med Stanislav Gymnasium i Ljubljiana, Slovenien, så i nogle år er der også en eller flere klasser, der får mulighed for at komme helt tæt på de slovenske gymnasieelevers hverdag og det slovenske samfund samt at modtage de slovenske elever til genbesøg i Horsens. En typisk studietur er på 4-5 overnatninger.

København – 3g

Den sidste obligatoriske rejse er turen til København for 3g i uge 38 fra onsdag til fredag. Alle klasser bor på Danhostel lige ved Langebro. Typiske udflugtsmål er fx Nationalmuseet, Christiansborg og en teatertur, men som på turen til Hamburg har alle klasser individuelt program og egne lærere med. 

I skoleåret 2017/18 rejser klasserne 3d og 3e i stedet til Bruxelles med samfundsfag A.

Bliv elev på Horsens Statsskole

Overvejer du, om Horsens Statsskole skal være dit fremtidige gymnasium? Så læs mere om hvordan du bliver optaget her.