Musikerlinjen

Vil du gerne udvikle dit musiktalent sammen med andre?

Musikerlinjen på Horsens Statsskole er et tilbud til talentfulde musikelever fra Horsens og omegn, som går på en ungdomsuddannelse, og som gerne vil spille musik sammen med andre.

Hvorfor skal man vælge musiklinjen?

På musikerlinjen gennemgår du en musikalsk udvikling, dels solistisk og improvisatorisk, dels sammenspilsmæssigt, idet du i alle facetter bliver musikalsk udfordret på et seriøst niveau.

Du får erfaring med at arrangere og kan få afprøvet dine arrangementer i praksis i gruppen. Foruden egne og de andres arrangementer medvirker du ved udvælgelse og fremskaffelse af yderligere materiale passende til gruppens musikalske formåen, instrumentbesætning, lyst, smag, interesse og evt. andet.

Du får udviklet de sociale kompetencer, der er helt nødvendige, når en gruppe musikere skal lave eller udvælge sammenspilsarrangementer, lave turnéplan, spille klingende musik og meget andet sammen. Her menes f.eks. hensynstagen, gensidig respekt, behagelig omgangstone, mødedisciplin osv.

Du får indsigt i det rent organisatoriske og praktiske i forbindelse med planlægning af koncerter, turnéer og lignende.

Gennem koncerter på udvalgte spillesteder får du mulighed for at optræde for et publikum og bliver en del af det lokale musikmiljø i Horsens.

Hvis gruppen og de tilknyttede lærere fornemmer, at der er tid nok, er det muligt at du kan få indsigt i indspilning af noget af musikken i et lydstudie på Horsens Statsskole.

Du opnår efter fuldbragt deltagelse på musikerlinjen et diplom, som du kan tage med dig i din videre færden.

Du får gode venner med samme interesse som dig selv, og sammen får I oplevelser for livet.

Hvordan kommer man ind?

Ansøgning sker gennem Horsens Musikskole, og der kan søges her. Efter at have søgt indkaldes du til en optagelsesprøve, hvor både lærere fra musikskolen og Horsens Statsskole deltager. Umiddelbart efter prøven får du svar på, om du er optaget. Der optages max 7 elever. Optagelsesprøven afholdes torsdag den 30. marts 2017.

Der afholdes informationsmøde i Horsens Musikskole, Skolegade 7, 8700 Horsens, tirsdag den 14. marts kl. 18.00 2017.

Koster det noget?

Ja, der er en egenbetaling på 9.500 kr om året.

Hvor lang tid skal man gå på musikerlinjen?

Et år.

Hvor foregår det?

Både i Horsens Musikskole og på Horsens Statsskole. Udover 50 minutters soloundervisning på eget instrument er der sammenspilsundervisning i musikskolen én gang om ugen ved en musikskolelærer. To gange om ugen øves der på Horsens Statsskole.

Yderligere information?

 

Kontaktperson:

Uddannelsesleder Thomas Lindved tlf :27 77 50 41

Bliv elev på Horsens Statsskole

Overvejer du, om Horsens Statsskole skal være dit fremtidige gymnasium? Så læs mere om hvordan du bliver optaget her.