Skolen i det 20. århundrede

Reformen af 1903 bestod for gymnasiets vedkommende uændret til grengymnasiet kom i 70’erne. Derimod undergik folkeskolen nogle forandringer, som fik den allerstørste betydning for Horsens Statsskole og landets andre gymnasier. Det hang sammen med det 20. århundredes store gymnasievision: Gymnasiet som overbygning til folkeskolen.

Højere Forberedelseseksamen, grengymnasiet og senere valgfagsgymnasiet kom som følge af uddannelseseksplosionen efter 1960. Gymnasiet havde stadig som formål at forberede elever til de videregående uddannelser. Man kunne måske kalde dette formål for latinskolens gamle vision.

Forberedelse til de videregående uddannelser

I løbet af 60’erne væltede eleverne fra 9. og 10. klasse ind på landets gymnasier, som blev fyldt til bristepunktet.

Og antallet af gymnasier eksploderede. Tilsvarende vækst kom der selvfølgelig i de videregående uddannelser, hvor nye uddannelsescentre og nye uddannelser så dagens lys – også mellemlange og korte. Det betød, at gymnasiet kom til at levere studerende til stadig flere videregående uddannelser, samtidig med at et stigende antal elever kom fra studiefremmede miljøer. Det stillede nye krav til undervisningen. Både pædagogisk og fagligt.

Derfor udspecialiserede gymnasiet linjerne i grene i 70’erne og gik endnu videre med 80’ernes valgfagsgymnasium, hvor den enkelte i hidtil ukendt grad kunne skræddersy sig en individuel studentereksamen.

Ikke længere en elitær skole

Gymnasiet har sammen med hf bredt sig over aftagermarkedet, så gymnasiet giver adgang til erhvervsuddannelser, som tidligere blev forsynet fra realskolerne og præliminærkurserne.  Samtidig har gymnasiet mistet det gamle monopol på at levere studerende til de akademiske uddannelser.

I dag giver hf, hhx og htx også adgang til universitetet. Statsskolen og de andre gymnasier er blevet en af flere muligheder. Der er mange studenterhuer i dag.

Har vi en skolekultur i gymnasiet?

Gymnasiet som skoleform har lange rødder tilbage i tiden, som vi har set. De gamle latinskoler, og senere de lærde skoler, havde en meget markant skolekultur, som de også var meget bevidste om selv: De var samfundets elitære skole.

Sådan føler vi ikke, gymnasiet er i dag. Men hvordan er vores selvforståelse så? Først og fremmest er vi fra gymnasiet meget bevidste om, at vi ikke er en fagskole, som de andre ungdomsuddannelser med undtagelse af hf. Vi føler os egentlig mere beslægtet med højskolerne end med handelshøjskolerne og ingeniørhøjskolerne, men på den anden side vedkender vi os, at vi ligesom fagskolerne går ind for forpligtende studier og eksamen, akkurat ligesom den gamle latinskole!

Vi har i gymnasieskolen et særligt forhold til ordet almendannelse; men vi kan ikke lide det, de gamle lærde skoler lagde i det: kendskab til den klassiske visdom, kendskab til klassikerne inden for litteratur og kunst, bred orientering i tidens viden. Der er intet galt i at være kyndig i disse ting, men vi synes ikke, det i sig selv giver almendannelse.

Almendannelse er mere et personlighedstræk, som vi tror, man kan erhverve ved at arbejde med fagene som elev på et gymnasium: Det kan beskrives som åbenhed og fordomsfri nysgerrighed over for det stof, der arbejdes med. Det er vilje til at løse problemer, og det er en kritisk og tolerant holdning over for mennesker og meninger. Det er vel i virkeligheden fremhævelsen af disse ting over for kundskabsindlæringen, der gør vores selvforståelse anderledes end andre skoleformers. Her ligger måske en eller anden arv fra den gamle latinskole gemt.