Retorik

Retorik er et fag, du kan bruge hver dag – og i alle sammenhænge – når du skal lave oplæg til timerne, når du skal til eksamen, når du diskuterer med dine forældre eller venner, når du læser avis, når du skal skrive opgaver, og når du skal holde den allerbedste tale til dine forældres sølvbryllup!

Retorik handler nemlig om kommunikation – om at kommunikere overbevisende.

Retorik er altså læren om god kommunikation – både i teori og praksis. Det er læren om, hvad der virker, hvordan det virker, i hvilke situationer det virker, og hvorfor det virker.

Hvad får du ud af at vælge retorik?

Retorik er et fag, der giver dig en masse redskaber til:

  • at holde oplæg, der fungerer
  • at skrive debatindlæg, der virker
  • at argumentere overbevisende for en sag
  • at analysere og vurdere andres taler og skriftlige udsagn
  • at turde tage ordet offentligt
  • at fremstå overbevisende, når du går til eksamen (i alle fag)
  • at skrive gode opgaver (i alle fag)

Retorik gør dig med andre ord til både en bedre taler og en bedre skribent. Derudover gør retorik dig i stand til at forholde dig reflekterende og kritisk til alle mulige forskellige former for kommunikation, du støder på i din hverdag; i fjernsynet, i avisen, på gaden, på internettet, osv. Endelig gør retorik dig til en ansvarlig medborger i en verden, som vrimler med kommunikation.

I retorik skal vi lære både at bruge sproget selv, men også om hvordan sproget er blevet brugt gennem tiden og bliver brugt i dag, bl.a. af politikere og medier.

Retorik er et ældgammelt fag og du vil stifte bekendtskab med en række latinske og græske fagbegreber, nye og gamle teorier, lige som vi vil inddrage og udvide den viden, du har med dig fra en række andre fag som fx dansk, oldtidskundskab, samfundsfag og engelsk, latin.
Men, men, men, selv om du selvfølgelig skal lære noget teori i retorik, så skal du først og fremmest lære at bruge retorikken, arbejde med den i praksis og forhåbentlig blive en dygtig retorisk medborger.

Hvad arbejder vi med i retorik?

I retorik ser vi nærmere på: politiske udsagn og spin, dronningens nytårstale, festtaler, blogs, læserbreve, klummer, hjemmesider, sms’er, youtube-videoer, anmeldelser, kampagnemateriale, reklamer, opskrifter og mange andre tekster og taletyper! Tekstmaterialet rækker ind i de andre fag – og retorik er et oplagt fag til at samarbejde med andre fag. Med teorien i bagagen skal vi både analysere og producere tekster – og holde taler for hinanden. Retorik er altså et fag, der kombinerer teori og praksis.